Asylpolitik. I den aktuelle debat om hjemsendelse og ophold udenfor asylcentrene fortaber vi os i substans-juridiske slagsmål, der usynliggør det grundlæggende problem: At vi som borgere afviser medmennesker fra at tage aktiv del i vores samfund.
For tiden kører debatten om den danske asylpolitik på forhøjet blus, efter at regeringen har fået kritik fra flere hold for at have ændret deres oprindelige valgløfte om at asylansøgere skal kunne bo udenfor centrene, til et krav om at asylansøgere ”samarbejder” om deres fremtidige hjemsendelse for at kunne flytte ud. Særligt har asylbørnenes vilkår været i fokus, idet eksperter på området påpeger at forlænget isolation på centrene kan have fatale konsekvenser for børnenes evne til at danne relationer senere i livet. Denne erfaring genkalder de fortællinger jeg hørte i mit nyligt afsluttede bachelorprojekt blandt unge afviste asylansøgere, som har tilbragt det meste af deres ungdom i asylsystemet, enten på flugt eller i detention, og senest har boet to år i danske asylcentre. De unge fremhævede alle dagligdagsaktiviteter, sproglig erfaring og sociale kontakter som afgørende faktorer for deres trivsel i Danmark, og udtrykte et klart ønske om at kunne forbinde sig til det danske samfund. Begrænsninger på dette plan forhindrede samtidig en tilknytning, idet de unge følte sig fastlåste, hvad enten de forblev i asylcentret eller blev flyttet rundt i landet.
Hvor de unge jeg har været i kontakt med dagligt drager langvejs fra de afsidesliggende centre ind til skolerne i hovedstaden og kan bevæge sig frit i løbet af dagen, opleves isolationen i stærkere grad ved at de føler sig generelt afskåret fra det danske samfund. Som en burmesisk pige beskrev det for mig: ”Det føles som om vi lever her, men samtidig ikke rigtig er her, fordi vi kun møder andre asylansøgere”. Følelsen af at være fastlåste i en ventetilstand forstærkes kun ved at de unge, i takt med at de skubbes gennem asylansøgningsprocessen, med jævne mellemrum forflyttes fra et center til et andet, ofte mellem to yderpunkter på det danske landkort. De unges traumatiserende oplevelser af flugt og fordrivelse i rejsen fra deres hjemland gennem det europæiske asylsystem, reproduceres altså i deres møde med Danmark. I mine samtaler med de unge blev det klart, at det i særdeleshed er denne næsten rutinemæssige forflyttelse der forhindrer dem i at etablere en stedbundethed, forankret i en dagligdag med aktivitet og relationer. Angsten for at blive forflyttet igen var altid nærværende i deres narrativer. Som en afghansk teenagedreng fortalte mig: ”Jeg er glad i Danmark. Hvis jeg skal flytte herfra er det som at starte forfra, som om jeg skal blive en anden person”.
At flygtninge lever isoleret fra det øvrige samfund bunder i vores samfundsmæssige opfattelse af dem som forstyrrelser i den nationale orden, afspejlet i det velkendte billede af flygtninge der som masser strømmer ind over grænser og op af havoverflader. Som kulturelle og sociale individer har vi en tendens til at kortlægge verden omkring os ud fra mere eller mindre bevidste kategoriseringsmønstre. Fordi vi ikke kan placere flygtninge ind i nogen af vores eksisterende kategorier, kan vi ikke håndtere deres væren. I en verden hvor vi er vant til at definere os selv og hinanden ud fra vores nationale identitet, indtager flygtningen som nationalløst individ derfor rollen som fremmedlegeme. Om end flygtninge naturligvis kommer fra en nationalstat til at starte med, så har de gennem processen af at forlade dette sted for at tilegne sig en ny national identitet blevet løsrevet fra deres oprindelige tilhørsforhold, og svæver i en juridisk gråzone som statsløse. Uden pas og papirer står flygtninge nøgne i mødet med det nationalstatslige system, hvilket fratager dem deres basale rettigheder. Dette muliggør at staten kan placere dem i en parallelzone til det omkringliggende samfund, enten ved at henvise dem til deres oprindelseslande eller ved at fastholde dem på fysisk afgrænsede områder, asylcentrene, der markerer deres identitet som fremmede. Som en ung iransk mand fra et asylcenter bemærkede overfor mig, placerer asylsystemet centrene langt væk fra byerne af frygt for at flygtninge skal falde ’for godt til’ i det danske samfund.
Det påpeges ofte i debatten, at asylbørn er ofre for andres konflikter. Men de er også aktører, hvilket bør løftes frem som en klarere grund til at de skal inddrages i det danske samfund. De unge flygtninge jeg talte med arbejder aktivt for at falde til i Danmark, få danske venner, lære sprog og kulturelle koder, og de udtrykte konsekvent glæde ved vores samfund. Deres kritik var rettet udelukkende mod asylsystemet, som forhindrer deres proces i at etablere en dagligdag i landet. De unge har et udtalt ønske om at blive del af vores samfund – ikke for at spise af velfærdskagen, som polemikken om indvandrere ellers ofte går, men som aktive medborgere, der taler sproget, arbejder, bidrager og indgår i et nationalt sammenhold. Som en afghansk teenagedreng fortalte mig: ”Jeg ønsker bare at leve et normalt liv, som enhver anden dansker”. Dette vender paradoksalt nok retorikken om udlændinge, der modarbejder assimilation, på hovedet – her er tale om mennesker som systematisk forhindres i at integrere sig.
De unges fastlåste position mellem total stilstand og tvungen forflyttelse begrænser dem i at forbinde sig til det sted de opholder sig på. Det løser altså ikke problemet alene at en flok asylansøgerne bor i huse i stedet for på asylgange, hvis det videre perspektiv fortsat indebærer forflyttelse. Den gennemgående mangel på kontrol over deres leveforhold forhindrer asylansøgernes trivsel i, og kontakt med, det omkringliggende samfund. Deres generelle følelse af afmagt fremhæver kun absurditeten i regeringens krav, eftersom samarbejde om hjemsendelse jo om noget muliggør en videre, tvungen fordrivelse. Skulle det komme så vidt som til fysisk fordrivelse, vil de unge som jeg har talt med hellere flygte ad nye veje end at vende tilbage til et land hvor de reelt oplever at være i fare. Hvis de danske politikere derfor vælger at hjemsende de unge, vælger de samtidig at skubbe dem ud i en forlænget, hvis ikke livslang fordrivelse med betydelige psykiske konsekvenser.
Debatten om asylansøgere handler i sidste ende om grundlæggende medmenneskelige værdier og ikke om konventioner. Som borgere kan vi ikke sole os i de unges skelnen mellem det gode danske folk der står magtesløse overfor systemet – et system vi, til dels, selv har valgt, og hvis retorik vi reproducerer gennem vores kulturelle kategorisering i medier og daglig tale af flygtninge som fremmede. For at gøre op med det danske asylsystems nuværende tilstand bør vi altså gøre op med vores egen (mis)opfattelse af flygtninge som trusler i vores nationale zone, og i stedet bidrage med det aspekt af vores samfund og kultur, det åbne og det frie, det som får unge til at ønske at leve her, til debatten om asylpolitikken. ”Vi vil bare gerne have opholdstilladelse”, fortæller en ung congolesisk pige mig, ”det er det eneste vi beder om”. Det eneste, det vigtigste og, tilsyneladende, det sværeste at få i tale, når debatten om asylpolitik fortaber sig i substans-juridiske spørgsmål og vi glemmer vores grundlæggende fællesansvar – det kollektive og det medmenneskelige. Hvad med blev der af asylbørnene i debatten – ja, og hvad blev der af os selv?
Anna Reumert
